Adam de Bremen, Gesta Hammaburgensis Ecclesiae Pontificum I xxxvii (§ 39): Qui reges Danorum suo tempore fuerint, non invenitur in Gestis eius. In Hystoria Francorum Sigafrid cum fratre Halpdani regnasse leguntur. Qui etiam munera Ludvico caesari miserunt, gladium videlicet capulo tenus aureum et alia, pacem rogantes, et missis utrinque ad Egdoram fluvium mediatoribus, pacem firmam ritu gentis per arma iuraverunt. Erant et alii reges Danorum vel Nortmannorum, qui piraticis excursionibus eo tempore Galliam vexabant. Quorum praecipui erant Horich, Orwig, Gotafrid, Rudolf et Inguar tyranni. Crudelissimus omnium fuit Inguar, filius Lodparchi, qui christianos ubique per supplicia necavit. Scriptum est in Gestis Francorum. (Adami Gesta Hammab. Eccl. Pontif. Lib. I, cap. 39, pàg. 28). El mot llatí supplicium se sol entendre aquí amb el significat de turment: matava els cristians turmentant-los, enmig de turments. Però, i tenint en compte el context cultural, el mot potser s'hauria d'interpretar en el sentit de sacrifici religiós, ofrena als déus: matava els cristians com a ofrenes als déus, sacrificant-los als déus.
germanicmythology.com
Eptir þessa orrostu gørðisk Ívarr konungr yfir þeim hluta Englands, sem hans frændr hǫfðu fyrri átt. Hann átti þá tvá brœðr frilluborna, en annarr hét Yngvarr, en annarr Hústó. Þeir pínuðu Játmund konung inn helga eptir boði Ívars, ok lagði hann síðan undir sik hans ríki. Ragnarssona þáttr. <H>ubba sembla ésser l'hipocoreuma de Hústó.
Ívarr inn beinlausi var lengi konungr í Englandi. Hann átti ekki barn, því at hann var svá skapaðr, at honum fylgdi engi girnd né ást, en eigi skorti hann spekt eða grimmd, ok varð hann ellidauðr á Englandi ok var þar heygðr
Ragnarssona þáttr.
Ragnarssona þáttr. Traducció al català feta ad-hoc per a aquesta entrada de la Viquipèdia. En Finnur Jónsson, Den Norsk-Islandske Skjaldedigtning. B. Rettet Tekst. Andet Bind. Pàg. 257. København: Rosenskilde og Bagger, 1973², tradueix: 12. I har overflod af mod og dristighed; det vilde da også behøves, at megen udholdenhed fulgte med; man vil blive nødt til at bære mig, benløs som jeg er, frem foran mændene; dog fik jeg en hånd til hævn, uagtet jeg ingen af mine kan bruge. En Heinz Hungerland, Arkiv for Nordisk Filologi 1904, pàg. 130, tradueix: 12. Ihr habt sowohl hinreichenden Mut als auch Kühnheit; dessen wird man da bedürfen, damit Widerstandskraft die Folge sei; es wird nötig sein, dass man mich, den Knochenlosen, allen Männern voran trage; eine Hand (den Scharfsinn, Geist) habe ich zum Rächen, obwohl ich meine beiden (körperlichen) Hände nicht brauchen kann.
runeberg.org
Ragnarssona þáttr. Traducció al català feta ad-hoc per a aquesta entrada de la Viquipèdia. En Finnur Jónsson, Den Norsk-Islandske Skjaldedigtning. B. Rettet Tekst. Andet Bind. Pàg. 257. København: Rosenskilde og Bagger, 1973², tradueix: 12. I har overflod af mod og dristighed; det vilde da også behøves, at megen udholdenhed fulgte med; man vil blive nødt til at bære mig, benløs som jeg er, frem foran mændene; dog fik jeg en hånd til hævn, uagtet jeg ingen af mine kan bruge. En Heinz Hungerland, Arkiv for Nordisk Filologi 1904, pàg. 130, tradueix: 12. Ihr habt sowohl hinreichenden Mut als auch Kühnheit; dessen wird man da bedürfen, damit Widerstandskraft die Folge sei; es wird nötig sein, dass man mich, den Knochenlosen, allen Männern voran trage; eine Hand (den Scharfsinn, Geist) habe ich zum Rächen, obwohl ich meine beiden (körperlichen) Hände nicht brauchen kann.
snerpa.is
Cf. Ragnars saga loðbrókar, cap. 7: Nú líða stundir fram, ok var samfǫr þeira góð ok miklar ástir. En Kráka kennir sér sóttar ok verðr léttari ok elr sveinbarn, ok var sveinninn vatni ausinn ok nafn gefit ok kallaðr Ívarr. En sá sveinn var beinlauss ok sem brjósk væri þar, sem bein skyldu vera. Ok þá er hann var ungr, var hann vexti svá mikill, at engir váru hans jafningjar. Hann var allra manna fríðastr sýnum ok svá vitr, at eigi er víst, hverr meiri spekingr hefir verit en hann. Þeim verðr enn fleiri barna auðit. Annarr sonr þeira hét Bjǫrn, inn þriði Hvítserkr, inn fjórði Rǫgnvaldr. Þeir váru miklir menn allir ok inir frœknustu, ok þegar þeir máttu nǫkkut at hafask, námu þeir alls konar íþróttir. Ok hvert sem þeir fóru, lét Ívarr bera sik á stǫngum, því at hann mátti eigi ganga, ok skyldi hann hafa ráð fyrir þeim, hvat sem þeir hǫfðusk at. Ragnars saga loðbrókar, cap. 8: Nú fylkja þeir liði sínu. Ok er þeir nálgask borgina, verða þeir varir við, er byggja staðinn, taka nú at leysa út naut þessi, er þeir trúðu á. Ok er kvígendin eru laus látin, hlaupa þau hart ok láta illa. Nú sér Ívarr þetta, þar sem hann er borinn á skildi, ok biðr fá sér boga, ok svá var gørt. Nú skýtr hann þessi in illu kvígendi, svá at hvárttveggja fekk bana, ok var nú af hendi leystr þessi ófriðr, er mǫnnum þótti mestr ótti at.
