Sproghistoriske rekonstruktioner er altid tvivlsomme forsøg. Men vi er så heldige, at urnordisk er delvis attesteret, så at vi i dette og de øvrige fald ikke bevæger os alt for langt uden for det sandsynlige. Jo længere man bevæger sig tilbage i tiden, jo usikrere bliver resultaterne. For proto-indoeuropæisk kan det nævnes, at man inden for laryngalteorien har foreslået antallet af laryngaler fra nul (dvs. man forkaster teorien) til tolv – og tolv artikulationsmåder for er vel nok mere end rimeligt kan kaldes. I øvrigt ville laryngalerne være bedre nævnt som faryngaler idet man regner med at lydene dannedes i svælget, ikke struben. De fleste forskere hælder til den opfattelse, at der nok har været tre. En autoritet, J. P. Mallory har en teori med fire laryngaler, men, som han selv indrømmer, er den ene så sjælden, og kun formentlig attesteret i en enkelt sproggren, den anatoliske, og af andre grunde så speciel, at denne fjerde laryngal er for alle praktiske formål identisk med en af de andre tre. Man kan splitte hår på og om de utroligste steder. Men Mallorys og Adams bog anbefales trods det på det varmeste. Læst sammen med Benjamin W. Fortson IV.s (ja, det er Fortson den fjerde) bog Indo-European Language and Culture og James Clacksons Indo-European Linguistics har man et trekløver man ikke kan komme galt af sted med. Og da vi nævner bøger er Oswald Szemerényis Einführung in die Vergleichende Sprachwissenschaft uundværlig. Szemerényi er ganske vist lidt ældre end de andre, han rekonstruerer kun én laryngal (lyden h), men han var trods alt en af de store. Og så har man den teori at det indoeuropæiske ursprog kun besad vokalerne e og o. Denne teori forkastes af de fleste af de letforklarelige grunde, at man ikke kender et eneste talt eller ellers attesteret sprog som mangler vokalen a foruden det faktum, at a-lyden er den mest grundlæggende af alle. A er nok den første vokal som kommer ud af en nyfødts mund. Ophavsmanden (Robert Beekes) tilhører dog en nokså isoleret gruppe, den såkaldte Leidener skole. Sammenlignende sprogvidenskab er ikke en videnskab i den forstand som fysik og kemi er det. Dertil er den alt for spekulativ. Sprogvidenskabsmænd peger ganske vist med stolthed på at de Saussures prognose angående laryngalerne sandsynligvis blev opfyldt, dvs. at de eksisterede, men så holder man op med at tælle succeserne for mangel på eksempler. En bemærkning om laryngalernes udtale er nok på plads her. Selvfølgelig aner man ikke, hvordan de lød, men selv den forsigtigste forsker regner dog med at de var faryngaler. Det var danskeren Hermann Møller som fandt på at kalde lydene laryngaler, men navnet hentede han fra sine studier af semitiske sprog. Möller var overbevist om at de indoeuropæiske og de semitiske sprog var af samme æt. Men Michael Meier-Brügger er læseren dog så venlig stemt, at han i sin Indogermanische Sprachwissenschaft siger, at det nok ikke er altfor forkert at tro, at *h1 blev udtalt som et normalt h, *h2 som ch-lyden i det tyske Ach og *h3 som dens stemte genpart dvs. for at benytte IPAs tegn, h, x og ɣ. Dette er naturligvis kun informeret spekulation, som Meier-Brügger selv tilstår, men hvis man absolut skal udtale et rekonstrueret indoeuropæisk ord, er dette vel bedre end intet.
