Wandsbeck bis Pyrmont. Uebersetzung aus Baggesens Labyrinth von Carl Friedrich Cramer. Altona und Leipzig 1795. S. 24 ff. books.google. Originalausgabe: Labyrinthen. 1. Deel. Den Lüneburgske Hede.S. 224 ff. books.google: „Den ganske nye Natur her – saa udskregen den for Resten er – fristede mig til nøiere Bekiendskab. Overalt fra min Barndom af var det eet af mine Livønsker, engang at giennemvandre en Ørk. En saadan Egn uden Høie, altsaa og uden Dale, uden vilde eller tamme Løv-Vexter, uden Søer, uden Bække, uden Tegn til Beboelse – kan lignes med en Foliant som bestaaer af lutter rene Blade. […] Jo længer jeg kom frem i min Ørk, jo behageligere og interessantere blev den mig. Rigtig nok opdagede mit udvortes Øie intet uden Lyng og hist og her enkelte vantrevne Naaletræer – alt omkring mig laae udstrakt i en uafseelig sortegraae nøgen Flade. […] Intet uden Lyng, og Lyng og atter Lyng! […] Alt var tomt, eensformigt, tørt, koldt, dødt, ligegyldigt, utaaleligt.“
Carl Gottlob Küttner: Reise durch Deutschland, Dänemark, Schweden, Norwegen und einen Theil von Italien in den Jahren 1797, 1798, 1799. Vierter Theil. Zweyte verbesserte Ausgabe. Leipzig 1804. Hamburg, den 29sten August 1799.S. 414 books.google.
Michel Ange Bernard de Mangourit: Der Hannöverische Staat in allen seinen Beziehungen. Geschildert in den Jahren 1803 und 1804. Nach dem Französischen des Mangourit, Hamburg, bei Adolph Schmidt, 1805. S. 40 books.google. Originalausgabe: Voyage en Hanovre, fait dans les années 1803 et 1804. Contenant la description de ce pays sous ses rapports politique, religieux, agricole, commercial, minéraligique, etc. DENTU, Paris 1805, S. S. 55 books.google: „En quittant Zell, on traverse un bois noir pendant au moins deux lieues; et de cette ville à Haarbourg (dans une longueur d’environ vingt milles d’Allemagne), on ne passeras toujours sur des chaussées de sable, mais dans des landes à perte de vue. On y peut prendre hauteur comme en mer, pour savoir où l’on est. De loin en loin, des oies, des canards, des moutons d’une espèce misérable, indiquent la vicinité d’un hameau chétif ou d’une habitation. Quels repaires! Des familles au teint hâve, aux vêtemens déchirés, devisent, dînent et dorment dans l’étable de leurs bestiaux. Auprès de ces véritables catacombes, s’élèvent de minces tuyaux de seigle et d’orge, et ça et là des touffes de sarrasin. Les pailles, en sont courtes et les épis grêles. Sans population; point d’engrais; sans engrais, point d’agriculture.“
